EU’s digitale ID-wallet: hvad danske virksomheder skal gøre nu

Tegnebogen er ikke en fremtidsplan. Den ligger på kundens telefon

Det meste af det, der er skrevet på dansk om EU’s digitale ID-wallet, handler om en frist: medlemsstaterne skal stille en tegnebog til rådighed inden udgangen af 2026. Det er korrekt, og EU-Kommissionen formulerer det selv sådan — "The framework mandates Member States to provide EU Digital Identity (eID) Wallets to citizens by the end of 2026". Men for en dansk virksomhed er den frist allerede overhalet af virkeligheden. Digitaliseringsstyrelsen har bygget sin tegnebog, den hedder AltID, og den har kunnet hentes siden 3. juni 2026.

Lovgrundlaget er heller ikke på vej. Lov nr. 301 af 24. februar 2026 om den nationale digitale identitetstegnebog trådte i kraft 1. april 2026 (§ 15). Loven er kort — 16 paragraffer — og den beskriver tre dele: en tegnebogsapplikation, en bevisudstedelsesservice og et modtagerpartregister. De to første vender mod borgeren og myndighederne. Den tredje vender mod jer.

Appens første version kan to ting, og de er bevidst smalle. Den kan vise et legitimationskort, og den kan vise et aldersbevis, der alene bekræfter, om brugeren er over en given aldersgrænse. Digitaliseringsstyrelsen beskriver det selv sådan på sin side om appen: "I den første version af appen kan man oprette et legitimationskort og et aldersbevis", og "Appen er tilgængelig for alle over 13 år, der har et MitID og et CPR-nr." Et foto på legitimationskortet kræver et nyere pas med chip.

Den sætning er ikke markedsføring. Den er en designbeslutning, der får en konkret konsekvens for jeres systemer: når brugeren selv vælger, hvad der deles, kan I ikke længere regne med at få en komplet kundeprofil, fordi I spurgte. I får det, I har registreret jer til at måtte spørge om — og kun det, brugeren godkender i situationen.

Det, der faktisk stopper projekter: § 9, stk. 2

Her er lovens ordlyd, og den er værd at læse langsomt. § 9, stk. 2: "En modtagerpart skal være registreret i modtagerpartregisteret, når en modtagerpart anvender en teknologi til at modtage beviser, hvorved beviser overføres via internettet, jf. dog stk. 3."

Og undtagelsen, § 9, stk. 3: "En modtagerpart, som ikke er registreret i modtagerpartregisteret, kan ved anvendelse af en teknologi, hvor beviser overføres via internettet, alene anmode om at modtage bevis, der bekræfter, hvorvidt en bruger er over eller under en given aldersgrænse."

Det er den sætning, der afgør, hvad et udviklingsprojekt kan levere. En webshop, der vil tjekke 18-års-grænsen på en vare, kan gøre det uden registrering. Samme webshop, der vil udfylde navn og fødselsdato ved oprettelsen af en konto, kan ikke — ikke før virksomheden står i registeret. Digitaliseringsstyrelsen skriver det samme på sin side om teknisk integration: "Hvis din organisation vil anmode om beviser fra AltID, skal din organisation registreres i AltID-modtagerregistret", og registrering er ikke nødvendig, hvis I alene modtager aldersbeviset.

Bemærk også, hvem der kan være modtagerpart. § 2, nr. 5 definerer det som "En juridisk enhed med et cvr-nummer" eller "en juridisk enhed registreret i et register i et andet EU-/EØS-land svarende til Det Centrale Virksomhedsregister", "der kan modtage beviser fra en brugers tegnebogsapplikation". En privatperson, en forening uden CVR-nummer eller et projekt uden selvstændig juridisk enhed kan altså ikke registreres. Det er i praksis en begrænsning for koncerner, der lader et driftsselskab køre løsningen for flere søsterselskaber: registreringen følger CVR-nummeret, ikke brandet.

Den praktiske pointe er, at registreringspligten ikke er et compliance-punkt, I kan tage bagefter. Den afgør, hvilke funktioner jeres løsning overhovedet kan indeholde. Vi har set samme mønster, da MitID Erhverv ændrede vilkårene for signering — det beskriver vi på siden om MitID Erhverv og signering efter april 2026. Rækkefølgen er den samme: afklar adgangen, byg derefter.

Registeret er også et indsigtsregister — kunden kan se, hvad I spørger om

Det er den detalje, der aendrer, hvordan man bør designe sit datafelt-ønske. Hidtil har en virksomhed kunnet bede om rigeligt med oplysninger i en formular, fordi ingen kunne sammenligne. Med tegnebogen bliver anmodningen struktureret, logget og vist. Digitaliseringsstyrelsen beskriver registeret som det, der "lader borgere se, hvilke organisationer der anmoder om hvilke oplysninger" i appen.

Oven i det ligger ansvarsfordelingen i loven, og den er skarpere, end mange forventer. § 14, stk. 4: "En modtagerpart er dataansvarlig for sin behandling af de personoplysninger, som er indeholdt i de beviser, der overføres fra den enkelte brugers tegnebogsapplikation." Digitaliseringsstyrelsen er dataansvarlig for oprettelsen, for bevisudstedelsesservicen og for leveringen frem til appen (§ 14, stk. 1–2) — men i det øjeblik beviset er hos jer, er det jeres ansvar alene.

Det har tre konkrete konsekvenser, som hører i et dokument og ikke i en sprint-backlog:

• Hjemmel pr. felt. Hvert attribut, I anmoder om, skal kunne begrundes. Et aldersbevis til et aldersbegrænset salg er let at begrunde. Fuldt navn og fødselsdato til et nyhedsbrev er det ikke.
• Sletning og opbevaring. Et bevis, I har modtaget, er en personoplysning hos jer. Opbevaringsperioden skal fastlægges, og den skal kunne forklares — også hvis beviset blot blev brugt til en døråbning eller et køb.
• Databehandlere. Kører jeres kassesystem, webshop eller login hos en leverandør, behandler leverandøren beviserne for jer. Det hører i databehandleraftalen — se vores tjekliste til databehandleraftaler med IT-leverandøren.

Den sidste er den, der oftest er overset. Tegnebogen flytter ikke dataansvaret væk fra virksomheden, fordi teknikken er statslig. Den flytter det tættere på virksomheden, fordi beviset kommer direkte fra borgerens telefon til jeres system uden et mellemled, I kan pege på.

Sådan registrerer I jer — trin for trin

Fremgangsmåden står i bekendtgørelsen om modtagerpartregister for den nationale digitale identitetstegnebog, som Digitaliseringsministeriet sendte i høring 30. juni 2026 med frist 7. september 2026 og ikrafttræden 1. oktober 2026 (§ 11). Hjemlen er lovens § 10, hvor "Ministeren for digitalisering fastsætter regler om forvaltningen af modtagerpartregisteret" — herunder om registrering og om "tekniske krav til modtagelse af beviser".

En detalje i bekendtgørelsen er vigtig for budgettet: ændringer i de tekniske krav varsles med mindst seks måneder, medmindre sikkerhedsmæssige eller andre saglige hensyn kræver kortere varsel eller intet varsel (§ 8, stk. 2). Seks måneder er rigeligt til planlagt vedligehold — men undtagelsen betyder, at en sikkerhedsrelateret ændring kan komme uden varsel. Det hører i en serviceaftale, ikke i et håb.

Er virksomheden registreret i et andet EU- eller EØS-land, går registreringen ikke gennem selvbetjeningen. Her skal en direktør eller tilsvarende ledelsesrepræsentant indsende dokumentation, og dokumentationen skal bekræftes af en notar eller på lignende måde. Digitaliseringsstyrelsen kan kræve yderligere oplysninger, og enheden skal løbende sikre, at oplysningerne er korrekte, og straks oplyse om ændringer, der har betydning for registreringen.

Sanktionen er ikke en bøde. Den er en lukket dør

§ 11, stk. 1 lyder: "Digitaliseringsstyrelsen kan spærre en modtagerpart, der er registreret i modtagerpartregisteret, hvis denne anvender modtagerpartregisteret eller beviser på en svigagtig eller en anden ulovlig måde, i strid med regler fastsat i medfør af § 10 eller i øvrigt på en måde, der er åbenlyst egnet til at svække tilliden til den nationale digitale identitetstegnebog."

Bemærk formuleringen "i strid med regler fastsat i medfør af § 10". Det er ikke kun svindel, der kan koste adgangen — også en integration, der ikke overholder de tekniske krav. Udkastet til bekendtgørelsen tilføjer en væsentlig retssikkerhedsgaranti: ved svigagtig eller anden ulovlig brug kræves en endelig retsafgørelse eller myndighedsafgørelse, før der spærres (§ 9, stk. 2). Genregistrering kan ske på anmodning, hvis enheden dokumenterer, at forholdene er afhjulpet (§ 10).

For en virksomhed, der har bygget sin alderskontrol eller sin kundeoprettelse på tegnebogen, er en spærring værre end en bøde: funktionen holder op med at virke, mens sagen kører. Det er argumentet for at have en fallback — manuel kontrol, et andet ID-flow — i løsningen fra dag ét. Tilsynet med selve tegnebogen ligger hos Digitaliseringsstyrelsen efter § 13, stk. 1: "Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med forvaltning, drift og vedligeholdelse af den nationale digitale identitetstegnebog."

De tre måder at modtage et bevis — og hvad de kræver af jer

Forskellen mellem de tre er ikke teknisk pynt. Den afgør, om projektet er en plakat ved kassen eller en integration med en registrering bag.

Den vigtige nuance: aldersbeviset oplyser kun, om borgeren er over en given aldersgrænse. Det er ikke en formildende begrænsning, men en fordel. En butik, der i dag løfter et kørekort op i lyset og dermed ser navn, adresse og fødselsdato, ser med et aldersbevis kun det, der er relevant: ja eller nej. Det er mindre data at beskytte, mindre at slette og mindre at forklare, hvis et kamera har optaget situationen. For butik og detail er det den mest konkrete gevinst — den slutter tæt op ad det, vi beskriver i guiden til kassesystem til detailhandel.

EU-sporet: hvad forordningen kræver, og hvad den ikke kræver af jer

Vi gennemgik eIDAS 2.0 og december 2026-fristen kort på siden om digital underskrift på ansættelses- og lejekontrakter, og den gennemgang gentages ikke her. Det, der mangler i den offentlige debat, er fordelingen mellem pligt og mulighed — og den er afgørende for, om jeres virksomhed skal gøre noget i det hele taget.

Identitet er den ene halvdel af billedet. Den anden er, hvad virksomheden selv automatiserer: AI-forordningens krav om kompetence og gennemsigtighed gælder allerede, og 2. december 2026 er fristen for mærkning af AI-genereret indhold. Se AI-forordningen: hvad kræves af danske virksomheder nu.

Digitaliseringsstyrelsen formulerer det sådan på sin side om eIDAS2: offentlige myndigheder og en række private tjenester, for eksempel inden for finans, "forpligtes til at understøtte autentifikation og signering med tegnebogen", hvis de i forvejen kræver elektronisk identifikation eller skal bruge stærk brugerautentifikation. Samtidig står der, at borgere og virksomheder ikke er forpligtet til at anskaffe eller bruge tegnebogen. Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Digital Sikkerhed læser artikel 5f, stk. 2–3 på samme måde i deres fælles perspektivpapir af 18. februar 2025: det er tjenester, der kræver et højt sikringsniveau for brugerautentifikation — at åbne en bankkonto, at oprette en profil hvor alderen skal verificeres og ikke blot oplyses.

Oversat til dansk virkelighed: en håndværkervirksomhed, en produktionsvirksomhed eller en webshop uden aldersbegrænsede varer har ingen pligt til at modtage tegnebogen. En webshop, der sælger alkohol, nikotin eller fyrværkeri, har derimod en aldersgrænse at håndhæve — og står dermed med et valg mellem en dyr manuel kontrol og et aldersbevis, der er gratis at modtage.

En anden detalje i forordningen bliver ofte misforstået i salgsmateriale. EU-Kommissionen oplyser, at "Creating qualified eSignatures for non-professional use will be free". Den gratis kvalificerede underskrift gælder altså ikke-erhvervsmæssig brug. Den afløser ikke erhvervssignering, og den følger personen, ikke virksomheden.

Sidste linje i tabellen er den, der oftest overrasker. I appens første faser er det kun myndigheder, der kan udstede beviser. HORESTA skrev 13. maj 2026 i sin orientering til medlemmerne, at virksomheder først fra 2029 selv kan udstede digitale beviser. Den der venter på at lægge sit eget loyalitetskort eller medarbejderbevis i tegnebogen, venter altså i år — ikke i måneder.

Hvad tegnebogen ikke løser: erhvervsidentitet og underskrifter

Lovens § 3 er præcis på dette punkt: "Digitaliseringsstyrelsen stiller en tegnebogsapplikation til rådighed for fysiske personer." Brugere med CPR-nummer får et identitetsbevis, der sammen med et foto kan fungere som legitimationsbevis; brugere uden CPR-nummer får et bevis for navn og fødselsdato. Der er ingen virksomhedstegnebog, ingen fuldmagtsstruktur og ingen rolle, der siger "medarbejder hos X med ret til at underskrive for Y".

Det er netop den oplysning, en kontrakt skal bære. Når en indkøber underskriver en aftale, er det ikke nok at vide, at personen er den, hun siger. Det skal kunne eftervises, at hun kunne binde selskabet, og at dokumentet ikke er ændret bagefter. Den del ligger i MitID Erhverv og i signeringsløsningen — ikke i et aldersbevis på en telefon. Vi har skrevet om bevisbyrden i praksis på siden om SIGNITS og digital signering.

Prisniveauet er værd at holde op mod projektet. SIGNITS koster 99 kr./md. på Vækst og 299 kr./md. på Pro, og signering med MitID koster fra 4 kr. pr. underskrift. En integration mod tegnebogen er omvendt et udviklingsprojekt med en registrering, en databehandleraftale og en teknisk dokumentation at følge. Den ene opgave er et abonnement; den anden er et projekt. At blande dem sammen er den hurtigste vej til et budget, der skrider.

Jeres plan for de næste 90 dage

• Uge 1 — har I en brugssag? Skriv den ned i én sætning. "Vi sælger nikotinprodukter online og skal kunne dokumentere 18-års-kontrol." Kan sætningen ikke skrives, er svaret, at I venter. Det er et fuldt gyldigt svar i 2026.
• Uge 2 — vælg metode. Rækker visuel kontrol, eller skal beviset overføres via internettet? Det ene er en plakat og en instruktion til personalet. Det andet er et projekt med registreringspligt.
• Uge 3 — MitID Erhverv. Tjek, at virksomheden er oprettet som brugerorganisation, og at nogen har rettigheden til at registrere. Det er den oftest oversete forudsaetning, og den kan ikke klares på en eftermiddag i en større organisation.
• Uge 4 — beslut, hvad I anmoder om. Før én linje kode. Hvert felt skal have en begrundelse, en opbevaringsperiode og en sletteregel, fordi I bliver dataansvarlig efter § 14, stk. 4 — og fordi kunden kan se anmodningen i appen.
• Uge 5–6 — registrer. Selvbetjeningen på digst.dk med MitID Erhverv. Gem kvitteringen i sagen.
• Uge 7–10 — byg og test. Mod den tekniske dokumentation på digitaliser.dk, med testversionen af appen og testværktøjet. Byg fallback ind fra starten: manuel kontrol, hvis tjenesten eller jeres registrering er ude.
• Uge 11–12 — dokumentér. Opdater databehandleraftalen med leverandøren, føj behandlingen til fortegnelsen, og skriv ned, hvem der håndterer en spærring efter § 11, hvis den kommer.

Det er ikke en lang plan, og det er med vilje. Den største risiko i dette emne er ikke at komme for sent — det er at bygge en integration, ingen kunder bruger, fordi virksomheden ikke havde en aldersgrænse eller et identitetskrav at løse. Det samme mønster så vi ved tilgængelighedskravene til webshops: de virksomheder, der startede med at afklare, hvad de konkret var forpligtet til, slap billigst.